Hvorfor kører RAM ikke altid på max hastighed?

Sådan tjekker du nemt din RAM-hastighed

Det er nemt at tjekke hastigheden på de RAM, du har installeret:

  1. Åbn Windows Task Manager (Jobliste)
  2. Klik på Performance (Ydeevne)
  3. Klik på Memory (Hukommelse)

I vinduet, der åbner op, skal du finde tallet under “Speed/hastighed” – og det skulle gerne matche den frekvens, som producenten har skiltet med, da du købte dine RAM.

Hvis dine RAM ikke kører på max hastighed, så kan der være flere årsager til det. Læs med herunder, hvor vi gennemgår de mulige forklaringer – og fortæller dig, hvordan du kommer videre.

Hvorfor kører RAM ikke altid på max hastighed?

Når du køber ny RAM, så kan du altid aflæse frekvensen, som du kan få ud af kortet - men selvom en RAM-blok skilter med en frekvens på eksempelvis 3200MHz, så betyder det ikke nødvendigvist, at du får denne hastighed ud af kortet med det samme. 

De 3200MHz er nemlig bare den frekvens, det er muligt at opnå med den bedste XMP-profil. 

Hvis dit kort kører langsommere, så kan der være flere årsager til det. Herunder lister vi nogle af de mest almindelige årsager.

Årsag #1 til langsom RAM: Dit bundkort understøtter ikke hastigheden

Bundkortet er en af de første flaskehalse, som kan sætte en gevaldig stopper for et ellers glimrende RAM-tempo.

Slå din bundkort-model op på nettet og find ud af hvilke RAM-hastigheder, den understøtter. Hvis den højest understøttede hastighed ligger lavere end det, dine RAM ellers ville kunne opnå, så har du fundet problemet.

Hvis du vil løse problemet og drage fordel af dine hurtige RAM, så kommer du desværre nok ikke ud over at skulle anskaffe dig et nyt bundkort, der understøtter de højere RAM-frekvenser.

Årsag #2 til langsom RAM: Din CPU understøtter ikke hastigheden

Kan du stadig ikke få al gamer-juicen ud af din RAM, og har du udelukket, at det er bundkortet, den er gal med? Så kan det være, at det er din CPU, der ikke understøtter de høje frekvenser.

Hop på nettet og slå CPU’ens specifikationer op. Hvis den ikke understøtter den pågældende frekvens, så ligger problemet her.

Igen vil den eneste løsning i dette tilfælde være, at du anskaffer dig en ny CPU, der understøtter de hurtigere frekvenser.

Årsag #3 til langsom RAM: Du har ikke aktiveret XMP

I langt de fleste tilfælde er det faktisk hverken bundkortet eller CPU’en, der fejler noget.

Løsningen er ofte langt mere ligetil: Du har ikke aktiveret den ønskede XMP-profil.

XMP-profiler installeres ikke altid automatisk, når du sætter nye RAM i dit bundkort. Det skal du i stedet gøre via computerens BIOS. 

Det er heldigvis nemt at aktivere XMP – hvis bare man ved hvordan man gør.

Eksempel på XMP

Hvad er XMP?

XMP (Extreme Memory Profile) blev udviklet af Intel sammen med nogle af deres partnere tilbage i 2007, da DDR3-RAM udkom. 

XMP skulle gøre det lettere at opnå større RAM-hastigheder gennem overclocking.

Under normale omstændigheder ville det for private kræve timers tests og eksperimenteren med forskellige parametre i RAM’en for at få den til at køre hurtigere. Producenterne begyndte da at teste deres RAM på forhånd for at se hvilke parameter-profiler, der ville lede til større hastigheder.

De bedste parameter-profiler gemmes på en lille chip på RAM-kortet. Og ja – dét er XMP-chippen.

I dag er XMP at finde på alle high-performance RAM-blokke uanset producent.

Hvordan aktiverer jeg XMP?

Du har udelukket, at dine RAM ikke er langsomme og grå som følge af problemer med dit bundkort eller CPU’en. Ja, så er det nok bare XMP-profilen, der skal aktiveres.

XMP skal aktiveres i computerens BIOS – altså, i computerens Basic Input/Output System, som man kan tilgå, før Windows starter op. Det er ikke svært at gøre, men det er forskelligt fra producent til producent, hvordan man gør det.

BIOS ligger på en chip på bundkortet. Du skal derfor starte med at identificere hvilken bundkort-producent, der står bag kortet. Det står typisk et sted på bundkortets opadvendte side (typisk vil det være producenter som ASUS, MSI, Gigabyte eller ASRock). Det kan også være, at du bare har en faktura, hvor det præcise bundkort fremgår.

Når du har fundet frem til producenten går du blot på nettet og søger efter “XMP [producent]”. Så finder du utallige guides til hvordan du slår XMP til.

Voilá! Genstart computeren og tjek RAM-hastigheden igen – den skulle nu gerne køre på max hastighed. Så er du klar til at game!