Soldier of Furtune PC coverbillede

”Årh hvad! Man kan skyde benet af ham!!!” var i et par korte uger i år 2000 sloganet for stort set alle nørdehjørner af skolegårde i Danmark. Spillet Soldier of Fortune var lige på trapperne, og al marketing, der skulle fungere som tilløb til det orgie af tvangs-separerede lemmer og pandelapper, der snart ramte hylderne, fokuserede på, hvor meget man kunne skyde ben og arme af modstanderne. Heldigvis gemte den blodige milepæl i spilhistorien også på en overraskende solid multiplayer-del og desværre en halvhjertet kampagne. Men hey, man kunne skyde benene af fjenderne og fik bonuspoint for at matche ens egne patroner og håndgranater med deres kranier. Hvordan kunne en hel årgang af prepubertære gamingnørder ikke elske den præmis? Jeg husker stadig reklameplakaterne, hvor de 26 forskellige ”gore-zones” på fjenderne og hoben af våben, man kunne skyde på dem med, var hovedattraktionerne. Selvfølgelig var det allerførste, som alle spillere skulle prøve, naturligvis om man kunne skyde fjenderne i testiklerne, og selvfølgelig kunne man det. Sejt!

Seje Spil

Soldier of Fortune markerede på mange måder det skred i gaming, der skete lige omkring årtusindsskiftet, særligt i FPS (”skydespils”) genren. Da vi i de tidlige 90’ere startede med FPS-spil, var det for de fleste vedkommende Wolfenstein 3D, der var første møde med førstepersonsperspektivet, men også det spil der skulle blev ophavsmand til den formel på spil, vi ikke slap i næsten et helt årti: vred karseklippet kridhvid maskingeværssvingende machomand mod horder af ligegyldige monstre/nazister/terrorister. Fjendebilledet var ligegyldigt - bare det var nogen, Hollywood havde lært os, vi godt måtte meje ned i en kugleregn allerhøjest krydret med håndgranater og raketter.
Fælles for 90’er-generationen af FPS-spil var, at de var seje. Bad-ass. Helt ind til kernen. Uanset om man indtog førersædet som B.J. Blazkowicz, Doomguy (vidste du, at han er Blazkowicz’s afkommer?), Duke Nukem, Ranger eller Bitterman, var man den samme arketypiske super-macho-helt. Plottet i spillene var altid det samme; man skulle ene mand tæve skurkerne med forskellige grader af urimeligt store maskinkanoner og raketstyr, alt imens sidstebossen ventede i horisonten - stor som et boligkompleks og temmelig sikkert med en eller anden kontakt til helvede og/eller dæmonerne derfra. Ret simpelt, ret fedt, og virkelig sejt.
Spilindustriens værdisæt trak helt klart veksler på Schwarzenegger-æraen i Hollywood og prioriterede sejhed via one-liners, biceps og monstrøse massemord langt over plot, syntaks eller politisk korrekthed. Soldier of Fortune var et af de sidste spil som gjorde dét sådan rigtig godt - inden det hele blev Gordon Freeman (Half-Life, 1998), JC Denton (Deus Ex, 2000) eller Master Chief (Halo, 2001) som også er velfungerende hovedpersoner men slet ikke rammer den samme coolness, som vi var blevet vant til i 90’erne.

John Mullins - Badass

John mullins grafik med maskinpistol

I Soldier of Fortune spiller man John Mullins. En sej elite lejesoldat der arbejder som enmandshær for organisationen The Shop (navnet giver ikke mening, men det lyder sejt). I de rudimentære cutscenes kan man se, at John Mullins stort set er en splejsning mellem Chuck Norris, Tom Hardy og cirka et ton steroider. Ved sin side har han den trofaste Aaron ”Hawk” Parsons (fordi kodinavne er seje!), og sammen skal de - uden indblanding fra militær eller regeringer - dræbe et par millioner terrorister, finde 4 atombomber og redde verden. Stille og rolig sej-machomand-hverdagskost.
Missionerne starter i de sædvanlige 90’er terrorreder fra New York, Sudan, Siberien, Tokyo og Kosovo til Irak og Uganda inden man endelig (spoiler alert!) finder ud af, at det (selvfølgelig!) var en ny gruppe superduper-nazister, som stod bag det plot, man allerede har glemt, så man bliver nødt til at rejse til Tyskland for også at skyde dem i knæskallerne og testiklerne. På en sej måde altså.
Små børn har tit fantasilege, hvor de i timevis kan fable videre på vilde historier og tossede scenarier med en omgang ”Skulle vi så ikke sige at...” inden den næste historiemæssige krølle vælter ud af deres barnligt naive mund. Det må cirka være sådan manuskriptskrivningen til Soldier of Fortune er foregået - blot udført af granvoksne mænd i jakkesæt og med et tydeligt ret liberalt forbrug af kokain og alkohol. ”Skulle vi så ikke sige, at John skal dræbe terrorister på et kørende tog?!”, ”Skulle vi så ikke sige, at der er en angrebshelikopter efter ham?”, ”Skulle vi så ikke sige, at han finder en sniperriffel og bare headshotter helikopteren!?”, ”Skulle vi så ikke sige, at han skal nakke 1.000... nej vent, 10.000 terrorister på et tag midt i Tokyo?!” og så videre... Den eneste overraskelse i det narkotika-inducerede plotforløb er, at selveste Godzilla ikke selv kommer rendende og skal have et lag krudt-og-kugler tæsk inden rulleteksterne triller over skærmen. Det er fjollet. Det er dumt. Det var alt, hvad min næsten-teenage hjerne villa ha’!

Er seje spil nødvendigvis gode spil?

Inden jeg installerede den her omgang peak 90’er idioti, huskede jeg det som et sublimt spil. Ikke bare fordi det er så evigt sej, men fordi det var et af de få spil som prøvede at bryde (eller i hvert fald udvikle på) den sædvanlige action-smask-hit opskrift. Både fjender og en selv kunne læne sig ind og ud fra skjul og sende skudsalver afsted. Håndgranater, flashbangs og C4 kunne bruges strategisk i banerne (... sådan da), og man skulle selv vælge sin udrustning inden hvert nyt level. I dag er det hele standard hyldevarer hos både Call of Duty og alle de andre, men dengang var det helt nyt. Grafikken, som jo skulle vise de arme og ben, man kunne macho-pløkke fra alle fjenderne, var i verdensklasse, og alt i alt var Soldier of Fortune bare et rigtig godt spil, som jeg glædede mig til at genspille. Action-tidens sidste bastion inden det hele blev ”En almindelig mand i en ualmindelig situation”-plothooks skulle genopleves (Gordon Freeman, host host).
... Det havde jeg nok ikke behøvet at glæde mig sådan til. Jeg må nok erkende, at de 1280x720 pixels, som Soldier of Fortune kan svinge sig op på (uden mods eller fan-fixes), ikke står helt så klart to årtier efter den oprindelige udgivelse. Ydermere er hjørnekiggeriet ligeså irriterende med de nostalgiske briller på, som det er i Rainbow Six: Siege. Men - og der er et men...
Soldier of Fortune er stadig sejt. På nøjagtig samme måde som engang imellem giver mig lyst til at se Arnold Schwarzenegger one-line sig igennem et macho-manuskript, eller se Jean Claude Van Damme cirkelsparke plot og handling langt ud i horisonten. I samme boldgade er der stadig et eller andet hjerteligt sejt over, at se John Mullins sende horder af terrorist-nazister videre til de evige jagtmarker. Den barnlige glæde ved dumme one-liners sagt med grus i stemmen og teatralsk pseudo-amerikansk udtale indfinder sig lynhurtigt: ”How long were you down there? [sej pause] ”...Long enough.” [sej pause igen].
I dag er det ingen overraskelse, hvis man kan skyde træsko eller knæskaller af modstanderne i de FPS-spil, der dominerer salgslisterne, men den pixelerede blodstrøm og de charmerende vintage-animationer af nazi-baddies, der humper rundt på ét ben efter at have indkasseret en omgang shotgunhagl i knæregionen, charmerer stadig. Måske er det en tilbagevenden til en mere uskyldsren og dum (på den gode måde) spil-æra, og måske er det fordi, at al action i 2021 leveres med et glimt i øjet og en ironisk distance.
Uanset er Soldier of Fortune efter min mening det sidste rigtigt seje skydespil. Det er ikke et decideret fantastisk spil, men det er en spilhistorisk milepæl.


INFOBOKS
Købt på GOG.com for 37,- (normalpris 62)
Udviklet af Raven Software. Udgivet af Activision.
Spiltid: 4-6 timer.