Når man er forælder til et barn af den digitale generation - altså som lærte at swipe, før de kunne gå, og som har nemmere ved at forstå buy- og eco-rounds i Counter-Strike end brøkregningen i skolen, så bliver du nok nemt bekymret over, hvor meget tid de bruger foran skærmen. Derfor har vi skrevet en guide til netop dig.

Hvis vi lynhurtigt kridter banen op for en så sårbar diskussion som ungernes ve og vel, så er udgangspunktet altid at du, kære forælder, har ret. Du kender dit barn på tæt hold, og det gør eksperterne ikke. Du ved, hvad dit barn har brug for, det gør eksperterne ikke. Så du har ret. Mit ydmyge forsøg i denne artikel er at kvalificere den forældre-bekymring og forståelse, som jeg nogle gange ser udspringe af, at unge mennesker kan have svært ved at forklare, hvorfor computerspil er dragende, samt at forældrene ikke ved, hvilke spørgsmål der er de rigtige at stille.

I Danmark er vi en generation af voksne, som er vokset op med mere fodbold end Fortnite, og derfor kan vi perspektivere elementerne fra grønsværen til vores egen ungdom og verden. Den voksne generation har dog svært ved at koble ”det der Fortnite-noget” med elementer fra vores egen barnlige leg, og så risikerer vi at reducere computerspillet til det, vi helt nøgternt kan se: Et barn foran computeren som skiftevis græmmes og glædes over nogle pixels, der farer rundt en halv meter væk i 16:9-format og full HD. Det er dog heldigvis så meget mere end det...

Denne artikel har en lavpraktisk tilgang og tager udgangspunkt i, hvordan man som forælder kan prøve at undgå nogle af de konflikter, der oftest opstår, når man prøver at bestemme, hvornår computeren skal slukkes. Så snart de sidste kommaer er på plads, udsender vi også interviews med nogle af Danmarks førende forskere på medie-området, for at høre hvilke dele af computerspillene de er bekymrede for - og hvilke de er helt afslappede omkring.

Skærmtid

Skærmtidsbegrebet er et af mediebilledets lettest genkendelige clickbait-indslag i overskrifter om den digitale generations ve og vel. ”Danske børn spiller allermest!”, ”To timer om dagen kan ødelægge dit barns indlæring”, og stolpe op og stolpe ned - hvilket giver mening; skærmtid er nemlig let at forholde sig til og en nemt målbar enhed. Hvis man kunne nøjes med det begreb ift. den digitale opdragelse, kunne dannelsen i skærmens blå skær klares med et æggeur og en løftet pegefinger. Desværre er skærmtid bare et uhyre ringe målebegreb.

Når vi forholder os til skærmtiden - altså omfanget/kvantiteten af ungernes tid brugt foran computerspillene - så gør vi det ud fra en tanke om, at vi skal sørge for at indskrænke den. At skærmen er et nødvendigt onde i deres liv, og at jo hurtigere vi kan få dem ud og klatre i træer eller lege dåseskjul, desto bedre. Men hvorfor forholder det sig så ikke sådan med os selv? Eller computerne der bruges i klasseundervisningen? Selv har jeg, ligesom mange andre voksne, et arbejde, som ofte kan gøre det nødvendigt, at jeg tilbringer en 10-timers arbejdsdag foran computeren, og når den er slut, nyder jeg gerne et par afsnit Netflix (eller tre). Når vi voksne efter vores digitale dagligdag ikke vil have skudt hverken firkantede øjne eller nedsatte kognitive færdigheder i skoene, så plejer vi at påberåbe os en retorisk omgang helle: ”Jamen det er noget andet!” Så fordi det er arbejde (... og lidt Netflix), så gælder skærm-skammen ikke.

Ungerne fortjener nøjagtig samme tvivl, der kommer dem til gode. Hvis vi voksne kan vide os sikre på, at der jo er forskel på skærmtid (underforstået at regneark og databaser er hævet over enhver skærm-skepsis), så fortjener ungerne samme grad af skelnen imellem hvad, der er på skærmen - ikke hvor længe den er tændt. For der er forskel.

Baby playing on laptop

Gode spil og dårlige spil

Skærmtid siger meget(!) lidt om kvaliteten af det digitale indhold, man sluger. Som yderpunkterne af det indholdsmæssige spektrum kan vi i den ene ende forestille os en omgang ensom 7-Kabale og i den anden ende et slag Counter-Strike med alle vennerne fra klassen. 7-Kabalen har en markant anderledes kvalitet (socialt, emotionelt og oplevelsesmæssigt) end Counter-Strike med vennerne, og jeg mener derfor, at vi som voksne også godt kan tillade os at skelne imellem, hvilken af de to vi er bekymrede for - også efter de første par timer foran skærmen. Tilsvarende er der nogle spil, der bibringer gode oplevelser af forskellig art: Et spil kan være en oplevelse på lige fod med en bog. Et spil kan være en leg med venner på lige fod med dåseskjul. Et spil kan være en fordybende afslapning på lige fod med akvarelfarverne. Et spil kan være mange ting - det kan bestemt også kan være noget hjernedødt skrammel eller et pinagtigt cash-grab fra de store spilfirmaer. Spil er kultur og medier på lige fod med alt andet. Vi sætter jo heller ikke mesterlige The Matrix i samme kategori som hvadend Adam Sandlers seneste cinematografiske trafikuheld nu hedder.


Det stiller dog os voksne med den udfordring, at vi skal forholde os til hver enkelt spil. I stedet for bare at sætte æggeuret og ved alarmens lyd losse ungerne ud i solskinnet eller silende regnvejr under forventning af, at dét må de da lære noget af, så skal vi gøre en indsats for at forstå forskellen på Apex Legends, Fortnite, Five Nights at Freddies og resten af Steam-biblioteket. Heldigvis(!) behøver vi dog ikke sætte os ned foran fladskærmen og pløje det ene virtuelle eventyr efter det andet igennem. Unger er altid glade for at lave en hel salgstale for, hvorfor lige netop det her spil er fantastisk. Hvis man så er forælder til en teenager, hvis sprog er reduceret til pubertære grynt, grin og sarkastiske grimasser, så er 30 sekunder på YouTube oftest nok til at få et indtryk af, hvilken slags spil det er.

Playing alone with stuffed animal

Glade børn og glade nørder

Selvom det er nemmere at måle skærmtid, så er det en vildt dårlig måleenhed for det, vi egentlig kærer os om: vores børns trivsel. Vi bør være bekymrede, hvis vi kigger på et barn eller en ung, som ikke er glad. Spil må gerne gøre os kede af det (This War Of Mine, jeg kigger på dig...), men hvis vi sidder foran computeren, fordi vi er kede af det i skolen, ungdomsklubben eller familielivet, så er der noget galt. Ikke med spillet i sig selv - men med årsagen til at vi sidder der.

Når vi som voksne kigger på ungerne foran skærmen og kun ser et barn i LCD-monitorens blå skær med høretelefonerne trukket godt ned over ørene og alle sanser rettet væk fra familielivet, lektierne og den opvask, de egentlig havde lovet at tage, og vi slet ikke ser andet, så misser vi den berømte skov bag træerne. For ungerne ser meget mere end bare skærmen; de ser eventyr, universer af fabeldyr og fortællinger om, at det gode besejrer det onde, eller at prinsessen faktisk selv kunne besejre dragen. Høretelefonerne er ikke fyldt med støj, men med venners jubel, spil-ledernes strategier eller soundtracket fra nye eventyr. Computerspil er ikke bare computerspil - de skal dømmes, kritiseres og udfordres, men alt sammen under forudsætning af at de kan give os oplevelser og eventyr både alene og sammen med venner. Derfor må vi aldrig bare reducere al skærmtid til at passe i den samme gryde. Der er lige dele skidt og kanel, og vi skylder ungerne at opdrage dem til kritiske digitale forbrugere og ditto gamere. Verden har brug for mere Dark Souls, Resident Evil og Hades, og meget mindre 7-Kabale.

Børn der spiller computer