Resident Evil Always like this

Et af de bedste spil jeg nogensinde har spillet for første gang - igen - er Resident Evil 2 Remake. De 10 timers Full HD zombie-smadder reddede egenhændigt mit mentale helbred igennem den pseudo-apokalyptiske nationale nedlukning, som var forårsaget af COVID-19 pandemien. Resident Evil 2 udkom oprindeligt i 1998 (sæt jer ned, børn - dengang gamede papa her på Dreamcast og Playstation 1) og var et pixeleret mareridts-spil fyldt med ting, vi i skolegården blev enige om vist nok var zombier, men teknisk set var et par snese mørkegrå pixels stablet ovenpå hinanden.

Det var et fremragende spil, men ligesom så mange andre spil fra dengang, Playstations ikke var nummererede, var det ikke just et grafisk mesterværk, eller et spil som stadig holder i dag. Alt godt har en ende, og på samme måde som de færreste Baywatch-babes og brød er ældet med silikone-supporteret ynde, ligner spillene fra den æra mere et æstetisk uheld end de mesterlige monster-maratoner, de lod til at være dengang.

I 2019 blev Resident Evil 2 genskabt i et ’remake’, som ikke bare var en polering og håndfuld HD-teksturer (et ’remaster’), men genskabt helt fra bunden som hvis man ville lave det samme spil bare i moderne tid. Resident Evil 2 Remake er et af de sidste mange års bedste spil og har taget alt det bedste fra 90’er-udgaven, fjernet de værste skavanker og pakket det hele pænere ind. Det er fremragende! Men! Det her skal ikke bare handle om en gang nørde-masturbatorisk gennemgang af, hvor fedt det er at skyde zombier i Racoon City, for når Resident Evil-serien kan gøre noget SÅ godt, hvorfor har alle de andre gamle spil så ikke bare fulgt i de monstrøse fodspor trådt af Leon Kennedy, Claire Redfield og Mr. X? Her er 5 Spil, som i den grad fortjener et remake!

Final Fantasy VI (1994)

Final Fantasy VI er et mesterværk i sin oprindelige form og fortjerner at blive spillet af alle rollespilsnørder. Fantastisk plot, interessante hovedpersoner, fremragende soundtrack og måske peaket for hele Final Fantasy-serien. Selvom 7’eren tog skiftet til 3D og nåede et bredere publikum, og derfor også fik en (iøvrigt også eminent!) remake i 2020, så er 6’eren bare et bedre spil. Men også et ældre spil, og ikke nødvendigvis et spil der er ældet med ynde. Plottet og ambitionsniveauet fra den oprindelige 1994-udgivelse burde introduceres til en ny generation af gamere, så de også kan nyde Ceres, Terra og alle de andre.

Final Fantasy VI battle

Thief - Igen (1998)

I slutningen af 90’erne var alt bedre. Solen skinnede, fuglene fløjtede og Volbeat fandtes ikke. Alt var godt. I kølvandet på et årti med action-orienterede spil med steroidepumpede maskingeværs-dudes i hovedrollerne (Doom, Duke Nukem, Quake, Blood, Wolfenstein) kom både Half-Life og Thief i 1998. Særligt Thief trak tempoet helt ude af FPS-genren og vekslede den til strømpesoks-listende spænding og anspændthed, altimens man smøg sig fra skygge til skygge og (som noget helt nyt) tænkte sig om. Et remake blev udgivet i 2014, men det var omtrent ligeså underholdende som at kigge på Bitcoin-kurser og slet ikke lige så spændende. Thief var fremragende, og det fortjener kærlighed og tid i en helt oplagt genudgivelse, hvor man f.eks. kunne stjæle med arme og ben fra Dishonored-spillene.

Thief gif

Warcraft 2: Tides of Darkness (1995)

Engang var ‘Warcraft’ ikke synonym med gamer-heroin, og man behøvede hverken at grinde 37 timer om ugen eller slagte pondus-kontoen for at få adgang til alt spillets indhold. Man smed bare CD-ROM’en i maskinen, installerede de samfulde 80 MB, og så var der fest. Warcraft 2 er et langsomt men super nøjsomt strategispil, som mesterligt fortalte historien om Gul’Dan, Anduin og alle de andre, vi i dag kender fra Warcraft-universet. Warcraft 2 satte barren for strategispil tilpas højt, og selvom plottet senere fortsatte med Arthas og hans whiny emo-periode, så er det andet indslag i Warcraft-serien stadig højdepunktet. I en tid hvor alt for mange spil beror på hyper-reflekser og uanede mængder koffein-drikke, så er tiden inde til, at vi skruer tempoet lidt ned med en omgang ’zug zug’!

Warcraft 2: Tides of Darkness

The Elder Scrolls III: Morrowind (2002)

Skyrim har efterhånden fået flere ture i manegen end Fie Laursens musikkarriere - og har omtrent ligeså meget substans. Skyrim er en velfriseret og poleret men også småkedelig vanilieis-agtig fantasy-light. Den rigtige Elder Scrolls-oplevelse fik sin gang på jord allerede i 2002. Længe inden nørder åbenbart skulle holdes i hånden og plottet skulle bøjes i neon, var Morrowind kongen. Den fantastiske verden var som en stor forvirrende bog, hvor man selv skulle stykke kapitlerne sammen, og hver side afleverer et dusin papercuts. Modsat Fie-pigens ”musikalske” singler, så er belønningen for opmærksomheden sublim. Uanset om man prøver at kurere Corprus eller fuldføre pilgrimsrejsen til Sanctus-helligdommen er Morrowind et litterært mesterværk. Med et par finpudsninger og anderledes valg af gameplay og kampsystem kunne Morrowind sagtens trække en ny generation af nørder ind i Tamriels forunderlige verdener.

Morrowind running from

Silent Hill 2 (2001)

Silent Hill-serien har altid stået i skyggen af Resident Evil. Hvor Resident Evil (eller BioHazard, for Japan-nørderne) har genfundet sig selv flere gange og lavet mesterlige spil i flere genrer, har Silent Hill famlet efter at ramme det niveau af perfektion, som 2’erne fra 2001 opnåede. Silent Hill 2 er en opvisning i uhygge - og ikke noget pis med jump scares eller billige tricks. Selv i starten af årtusindet med de par hundrede pixels der var til rådighed, formåede Hiroyuki og hans hold at lave en stemning tykkere end daggammel ærtesuppe. Selv i dag er besøget i den tågeindhyllede by en oplevelse, der let tager pusten fra selv de mest hårdkogte Five Nights At Freddy’s-spillere, og får rutinerede Amnesia-speedrunners til at klynke. Silent Hill 2 er kviksandet, du har lyst til at dykke ned i, og mareridtet, du hver nat glæder dig til - og hele verden fortjener at få skræmt skørterne af sig med et remake i gloværdig 4K opløsning og hundredevis af FPS. 

Welcome to Silent Hill Sign

Honorable Mentions

Vampire: The Masquerade - Bloodlines (2004) kombinerede tabletop-rollespillenes dystre og dragende verden med et tilfredsstillende gameplay, hvor kamp, intriger og plottwists vævede et mageløst tæppe. 2’eren har været i kalenderen længe, men nu hvor alt tyder på en katastrofal udviklingsfase med forsinkelser, fyringer og en helt ny udvikler, skulle vi måske opgive den synkende skude og bare håbe på et remake af det tidløse mesterværk.

Bioshock (2007) er en klassiker, og måske endda et af de bedste spil nogensinde. Remaster-udgaven fra 2016 lader meget tilbage at ønske, men originalen fra 2007 holder overraskende nok stadig. Kampsystemet kunne bruge en finpudsning og lidt mere dybde, men det er i småtingsafdelingen. Spil bare originalen.

Metal Gear 1 og 2 (1998 & 2001) satte barren for agent-spil urimeligt højt, da man genstartede serien i 1998 på Playstationen. Selvom de oprindelige spil godt kunne tåle en tur gennem remake-maskinen, så er de nyeste titler i serien habile og bærer fint faklen videre. Hvis bare Kojima gad at komme tilbage, og lige fixe hullerne i sidste halvdel af 5’eren, behøvedes vi ikke drømme om remakes.