Bærbare VS Stationære computere

Der er få øjeblikke som definerer en gamer og dennes karakter og personlighed. Charmander, Squirtle eller Bulbasaur? Yennefer eller Triss? Alliance eller Horde? Bærbar eller stationær? De fleste af de helt store spørgsmål har et soleklart rigtigt svar (Squirtle, Triss, Alliance - don’t @ me), men for borgerkrigen i PC Master Race-land, er opgøret mellem batterislugerne og de vandkølede monstre langt fra færdigt endnu.

Strømforsyning eller stikdåse

Bare lige for at kridte banen helt tydeligt op, så behandler vi i den her artikel en stationær computer som et setup med separat skærm, tastatur og kabinet (selve computeren), og en bærbar computer som en hvor de tre ting er samlet i samme ”kasse”. Musen er altid separat (jeg er et large menneske, men hvis du spiller League of Legends med trackpad kan vi ikke være venner), og selvom man selvfølgelig kan tilslutte ekstern skærm, mekanisk tastatur og diverse køle-dimser, men det afliver lidt ideen om, at have en bærbar computer, hvis man skal pakke en rejsekuffert med tilbehør hvergang den skal med på landevejen...

Grundlæggende er valget mellem en bærbar og en stationær computer, et valg mellem mobilitet eller power. Den bærbare computer er selvsagt nemmere at flytte rundt hvis man f.eks. bor to steder, rejser meget, eller allerhelst vil spille hjemme ved andre. En stationær computer er derimod det oplagte valg hvis man spiller fra det samme sted hver gang, vil nyde godt af den bedre luftgennemstrømning og langt bedre muligheder for at ændre og opgradere hardware. Historisk har det ”rigtigste” valg været en stationær computer, fordi man simpelthen får mere regnekraft og et større grafikkort for pengene. Men her i 2021’s forår, hvor man nemmere kan købe en kvadratmeter uppoppet bobleplast end et nyt grafikkort, er det helt klart værd at tage et kig på de bærbare modeller igen. De er blevet billigere og bedre, og GPU-tørken ser ud til at tvinge os allesammen til at vente lang tid på bare moderat prissatte 3080’ere alligevel.

En bærbar gamingcomputer er (også) fantastisk

Obama meme not bad thumbs up

Jeg har gamet på bærbare siden jeg flyttede hjemmefra. SU-venlige lejligheder i Aarhus har sjældent levnet plads til store gaming stationer, og de obligatoriske IKEA pap-møbler har både skullet fungere både som spisebord, arbejdsstation, sofa-møbel, vasketøjsopsamlings-sted og, selvfølgelig, gaming-bord. Det har betydet, at mobiliteten og evnen til at blive pakket væk (når der skulle ordnes vasketøj) har været vægtet højt. Derfor var bærbare altid det oplagte valg - eller spillekonsoller som kunne gemmes under TV’et - og de bærbare blev et udgangspunkt for mig, selv da lejlighederne voksede i størrelse, og der blev plads til regulære hjemmekontorer med masser af skrivebordsplads.

Jeg lærte at elske alle de særlige forhold gaming-bærbare har; jeg skulle aldrig tænke på at opgradere hardware, jeg kunne smide computeren i tasken og drøne over til en kammerat for en omgang spontan-LAN, og de professionelt samlede systemer har bare altid fungeret. Jeg må dog indrømme, at den bærbare forkærlighed blev gevaldigt udfordret da jeg tog springet og bestilte en stationært vandkølet LED-blinkende, ultra-wide-skærm-visende motherfucker <3

Et spring som i udgangspunktet bare var for at prøve noget nyt, men også et skifte som har fremhævet at nogle af de fordele jeg før har lovprist bærbare for, også kan være ulemper, i takt med at mine behov og midler har ændret sig: Den fastlåste hardware-opsætning betyder også, at man efter et par år med den samme computer nødvendigvis har det samme grafikkort og ditto processor. Det betyder, at hvis man ikke er typen som gider at sidde og rodde med grafik-indstillingerne for at holde FPS’en over stuetemperaturen, så har man ingen alternativer udover at udskifte hele sit system. Det er ikke et problem hvis man bruger sin computer til at spille Minecraft og Minestryger, men hvis man vil spille de nyeste spil i den højeste opløsning flere år frem, så er det meget nemmere at kunne købe et nyt grafikkort eller processor, fremfor en helt ny computer.

Jeg har været kisteglad for alle mine bærbare computere, men skiftet til en stationær lige nu har også været helt rigtigt for mig. Jeg kan nok heller ikke være blind for, at jeg er blevet påvirket af hele den elitære og egentlig ret ulækre PC Master Race-tanke om, at alt andet end en stor stærk stationær computer kun er for n00bs. Det er en mærkelig gatekeeping som fuldstændig udsletter det som er vigtigst for mig - kærligheden til gaming og nysgerrigheden på alle de digitale oplevelser og miljøer skærmen kan gemme på.

Bærbar vs. Stationær - The Showdown

Den gode, den onde og den grusomme meme med cat, PC,Bærbar, Konsol, Mobile

Jeg kender godt alle grundene til, at man fra et hardware-perspektiv bør foretrække den store stationære computer: Bedre luftgennemstrømning i kabinettet køler enhederne hvilket videre tillader at de kan performe bedre, man kan udskifte enkelte stumper og sikre et længere liv for sit setup, og man får i udgangspunktet mere kraft for pengene. -Men måske var det kun i gamle dage? Måske jeg må at æde mine forudindtagede holdninger, for den nye generation af gaming-bærbare har - på papiret - noget seriøs motorkraft gemt under kølerhjelmen.

For cirka samme pris som jeg gav for min stationære, kan jeg købe en bærbar 17” med RTX 3070 (Max-Q design) grafikkort, i7-10870H processor, 32GB ram og indbygget bluetooth, WiFi m.v. Det er altså noget af en maskine, og når salgsannoncerne samtidig lover menneskelig temperaturer så jeg slipper for nørde-udgaven af brandskader efter et matches, så virker de (nye) bærbare maskiner pludselig som et fornuftigt alternativ.

Min i9-10850k processor giver cirka 15% mere ydelse end den sammenlignelige i7-10870H, og mit ASUS Strix 3070 OC kan på papiret spytte cirka 20% bedre performance ud, end den bærbare udgave af 3070-serien, omvendt kommer den bærbare med 32GB ram, hvor jeg i mit setup kun fandt penge til 16GB. Den bærbare er udstyret med en ultratynd 17,3” skærm med 300 Hz opdateringsfrekvens, hvorimod min 34” ultrawide ”kun” kan klare 144 Hz, og iøvrigt ingenlunde er ultratynd, men derimod lidt af en chunky boy. -I prissammenligningen skal skærmen (2.999,-) og tastaturet (1.299,-) iøvrigt lægges til det stationære budget. Begge dele er jo åbenlyst indbygget i det bærbare setup.

Overordnet set, har jeg med mit valg af en stationær vundet omkring 15% performance, men samtidig givet mig selv en mer-udgift til skærm, tastatur og alle småtingene der selvsagt er indbygget i den bærbare. Derudover har den bærbare jeg har sammenlignet med, både mere RAM og højere opdateringsfrekvens på skærmen end min stationære computer! Det har også kostet mig den nemhed det er, at kunne pakke maskinen væk - at bare smide den i skuffen når der skal ryddes op, og pakke den frem når lektierne er lavet og arbejdets deadlines er overholdt. Derudover kostede købet af den stationære mig også en uges intensiv research af stumper, dele og hardware, og utallige samtaler med (endnu mere) nørdede kammerater for at være sikker på, at processor, grafikkort, kølesystem og tilkøbt WiFi også fungerede optimalt til efteråret. (Heldigvis sætter mit nørdede hjerte stor pris på den slags dyk ned i teknologiske kaninhuller, men det kostede mange timer ikke desto mindre.)

En af hver?

Both is good meme

Valget mellem en bærbar eller en stationær computer til gaming må ikke reduceres til en afvejning af hvor man får flest RAM-klodser eller processor-kraft for pengene. Her vil den stationære altid vinde. Det skal være en afvejning af hvor meget tid, plads og nørderi man har lyst at ofre i processen. En bærbar computer fungerer out-of-the-box, og kræver minimalt vedligehold og opgraderinger over tid, men har tilsvarende også en kortere forældelsesfrist. I min optik, som nørd og kritisk forbruger, ser det ud til at vi i 2021 efterhånden har bærbare computere der er relle alternativer til de store stationære monstre. Varmeudviklingen er blevet mindre, blæserne er blevet bedre og regnekraften nærmer sig et ganske fornuftigt niveau. Jeg synes ikke, at der stadig er et klart magtforhold i den stationære models favør. En bærbar og en stationær gamingcomputer opfylder to forskellige behov, og har hver sine fordele og ulemper.

  • Vil du gerne kunne tage din computer med ud af huset? Bærbar!
  • Vil du gerne kunne opgradere enkeltdele og stumper i dit setup? Stationær!
  • Har du brug for at kunne pakke dit setup væk? Bærbar!
  • Skal du have maksimal motorkraft for pengene? Stationær!
  • Vil du have et færdigt setup som fungere med det samme og altid? Bærbar!
  • Drømmer du om at nørde kølepasta og motherboards? Stationær!

Hvis du står foran at skulle købe en ny gamingcomputer, så pas på at du ikke forblændes af elite-nørdernes snak om, at ”alt under 10.000 teraflops er en lommeregner og ikke en computer [ROFLMAO]” - hvis du skal ofre halvdelen af din lejligheds stueareal for at få plads til en stationær computer, så er den bærbare et reelt alternativ. Bærbare computere i dag kan sparke ligeså meget hardware-røv som deres stationære fætre. Det skal handle om, at du finder et gaming setup som du er glad for. Din computer, dine behov <3 Happy gaming!